Frikadeller a la familien Krogh

Frikadeller

Frikadeller

Der findes mange forskellige variationer af den populære danske frikadelle og her er vores familieopskrift.

Opskriften rækker til aftensmad for en familie på 4 og en rest til madpakker eller fryseren.

 

Ingredienser

  • 2 Oksekøds bouillon tern fra Knorr
  • 1 dl. vand
  • 1 kg. Hakket kalv og flæsk (maximum 15 % fedt)
  • Hvedemel
  • 2 æg str. M
  • 2 Almindelige gule løg
  • Friskkværnet peber
  • Lidt chili grill krydderi fra Santa Maria
  • Margarine til stegning

 

Bouillonterninger og vand kommes i en lille gryde og  koges op under omrøring. Når det koger tages gryden af varmen og der røres indtil bouillon terne er helt opløst. Sættes til side for at afkøle til stuetemperatur.

I mellemtiden pilles løgende og hakkes fint.

Kødet kommes i en røreskål og fordeles heri, således at kødet kan opdeles i fire dele med en grydeske. Den ene del tages op af skålen og “hullet” fyldes med hvedemel. Kødet lægges tilbage i rørskålen og skålen sættes i røremaskinen og det hele blandes ved lav hastighed.

Når melet er blandet ind i kødet, slukkes maskine og æggene tilsættes sammen med løg og krydderier.

Bland farsen godt og tilsæt bouillon. Hvis farsen er for fast, suppleres op med lidt koldt vand fra hanen. Farsen skal være lind, men ikke for vandet. Hvis der kommer for meget vand i, bliver frikadellerne for bløde/svampede og det vil sprøjte meget under stegningen.

Sæt en stegepande over ved middelhøj varme og kom margarinen på. Når margarinen har bruset op, formes frikadellerne med en ske, der først er dyppet i margarine. Steges til de er gyldne på begge sider.

Størrelsen af frikadellerne afhænger af, hvilken ske man anvender.
En teske giver frikadeller i mundrette størrelser til f.eks. pindemadder og buffet.
En barneske giver frikadeller i mellem størrelse til f.eks. buffet eller middagsmad.
En spiseske giver store frikadeller til f.eks. middagsmad eller frikadelleburger.

Velbekomme :-)